Et andet kapitel har været vores deltagelse i Europaturneringerne. Efter af have tabt pokalfinalen i 1985 fik vi overladt en plads i Europacuppen for pokalvindere det følgende år, fordi vinderen af pokalfinalen også vandt DM.
Vi var oversidder i første runde, og vandt så de første kampe – uden at spille - over et islandsk hold, som ikke kunne komme herned. Derefter spillede vi mod Sverresborg fra Trondheim og vandt på flest scorede udebanemål. Så var vi i semifinalen, som stod mod tyske Engelskirchen, der ligger lidt uden for Köln. Vi tabte dog begge kampe efter et par drabelige dyster, men vi fik vist tyskerne et par detaljer, som de ikke var vant til at se. Vi havde dengang et par spillere, som var eksperter i dobbeltvip.
Næste år var vi i kraft af at have vundet DM selvskrevne til deltagelsen i mesterholdenes turnering. Første kamp var mod norske Byåsen (også fra Trondheim), men vi tabte, og så var den ikke længere.
I 1944 havde vi igen kvalificeret os til at deltage i en EC turnering. Vi trak et hold fra Poti i Georgien, og det er nok en af de største udfordringer, vi har haft i RHs historie - ikke spillemæssigt, men organisatorisk. Alene det at kommunikere med dem var meget besværligt. Dengang var forholdene i Georgien meget usikre, og vi var ikke meget for at skulle rejse dertil. Efter lange diskussioner gik de med til at spille begge kampe her hos os, mod at vi betalte det udvidede ophold og gav dem 8.000 USD i hånden oveni.
Da vi skulle spille den første kamp meddelte de, at de ikke havde noget spilletøj med og spurgte, om vi ikke havde noget de kunne låne (underforstået få). De fik et gammelt sæt, og det er så årsagen til, at IRMA senere har fået lidt reklame i Georgien. Sko havde de heller ikke meget af; flere spillede i gummisko, som Tretorn i Helsingør lavede dem i gamle dage. Før kampen spurgte de via deres tolk vores træner, om han ikke nok ville bede vore spillere om at tage det roligt, for de var ikke selv så gode. Det kunne vi nu ikke love dem.
De var indkvarteret på CabInn på Vodroffsvej, hvor de også spiste morgenmad, men de tog så godt for sig af rundstykkerne og juicen, at hotellet måtte hente ekstra forsyning. Det resulterede da også i, at hotellet, da vi skulle booke plads til Dunaferr fra Ungarn i den næste kamp, lagde kraftigt på prisen for morgenmaden. De ville ikke risikere at få underskud på morgenmaden endnu en gang, hvis Ungarerne skulle være lige så sultne.
Vi vandt begge kampe stort og trak så som nævnt Dunaferr i den næste runde. Det blev til to nederlag, og så var vor rolle i Europa Cup turneringerne udspillet.
Ud over deltagelsen i EC turneringerne har vi også haft samarbejde med mange andre klubber i Europa og sågar i Canada. Vi deltog i flere år i en turnering arrangeret af den klub, som er tilknyttet universitetet i Lyon (Frankrig) og vi har også haft et flerårigt samarbejde med en polsk klub fra Wroclaw. Når vi selv arrangerede stævner med disse klubber havde vi også gerne besøg af Fjellhammer fra vor norske venskabsby.
Under alle disse internationale besøg var spillerne indkvarteret som regel på en skole, og vi arrangerede selv alle måltider for dem i vort daværende klubhus. Især besøgene af de polske hold var lidt af en oplevelse. De var i stand til at rasere en buffet i løbet af nul komma fem. Engang havde et hold været på indkøb inde i byen og væltede lige ud af bussen ind til frokostbordet og forsynede sig med plastikposer hængende op ad armene. Der var også altid en kommissær med fra partiet. Han gik rundt med hænderne krydset på ryggen og passede på, at der ikke var nogen, som hoppede af.
Det var jo tydeligt, at de kom fra et land, hvor man ikke havde meget at rutte med. Engang under et stævne havde vore spillere fundet ud af at samle jeans sammen, som de kunne få med hjem. Sådan nogle var i meget høj kurs – især, når der stod Levis eller Wrangler på dem. Der blev fyldt 12 plastikposer, som vi overlod dem, og de var overlykkelige. Men da vi, efter at de var taget af sted kom op i det klasselokale, de havde været indlogeret i, stod alle poserne der stadig på rad og række. Kommissæren havde simpelthen forbudt dem at tage tøjet med hjem.
Ved flere lejligheder arrangerede vi også træningslejr både for de canadiske U-landshold og deres A-landshold. Det skabte gode kontakter, og et år var vi på genvisit i Canada – en stor oplevelse for de spillere, som var med.
Alle disse hidtil omtalte internationale forbindelser har været med vort bedste damehold, men herrerne har også været på tur. De har været i træningslejr i Hameln på et tidspunkt, hvor klubben derfra spillede i den bedste tyske række. Desuden var vi et år inviteret på træningsophold på Færøerne, hvor vi også spillede kampe mod flere færøske hold. Det var dengang, at den færøske økonomi var på toppen. Vi betalte selv for rejsen derop, men så var alle andre udgifter for deres regning.