|
Fra Rødovre Kommune har vi modtaget denne pressemeddelelse om taget i Rødovrehallen.
Rødovrehallen klar 1. september
Efter grundige tekniske undersøgelser har Rødovre Kommune nu tegnet kontrakt med entreprenøren Hoffmann A/S om en udskiftning af hele Rødovrehallens tag. Samtidig får hallen fleksible rulle-rumdelere, der kan rulles ned fra loftet. Holder entreprenørens tidsplan kan hallen tages i brug den 1. september i år.
De mange foreninger, der har været storbrugere af Rødovrehallen, kan nu så småt ånde lettet op. Hvis entreprenørens tidsplan holder vand, så er det nye tag færdigt den 1. september 2007.
Efter de grundige tekniske undersøgelser holdt kommunen licitation i midten af april måned og det blev entreprenøren Hoffmann A/S, der vandt entreprisen. De deltagende entreprenører bød både på en reparation af de skadede dele af taget – og på en total udskiftning af hele taget.
”Vi har valgt at udskifte hele Rødovre hallens tag. Forskellen mellem en reparation og en udskiftning af hele taget var relativt lille – 9.1 mio. kroner i forhold til 12.9 mio. kroner. Når vi har valgt den løsning, så er det blandt andet fordi der sagtens kan vise sig fugtproblemer andre steder i taget end der, hvor den aktuelle skade er opstået. Og så kan vi jo starte forfra. Det trækker i samme retning, at vores forsikringsselskab ikke nødvendigvis vil genforsikre hallen, hvis vi ’kun’ reparerer de skadede områder. Vi har altså valgt at betale lidt mere for at fremtidssikre Rødovrehallen,” siger borgmester Erik Nielsen.
”Som noget helt nyt får vi installeret elektriske rumdelere i Rødovrehallen. De kan rulles ned fra loftet ved hjælp af elektromotorer og på den måde dele hallen fleksibelt i op til fire adskilte dele. Det betyder på længere sigt, at det kan lade sig gøre at lade redskaber stå fremme. Vi kan nok ikke nå at få rumdelerne klar til starten af september, men jeg går ud fra, at de bliver installeret rimelig hurtigt,” fortæller kulturchef Peter Rysz Jensen.
|